Eau de Ged.
Vi var af sted til Roskilde Dyrskue lørdag d. 4.juni 2005. DKK havde spurgt, om vi kunne stille op med en airedale en af dagene og det kunne vi godt. Så familien Rasmussen og Emil drog af sted til Roskilde lørdag formiddag.
Forbavsende nok gik det strygende med at komme ind og parkere og det tog da også kun 20 minutter i kø for at komme ind på selve pladsen.
Vi fandt frem til DKK-standen, der selvfølgelig befandt sig helt oppe i den fjerneste ende af pladsen og fik udleveret et fint skilt, hvor der stod airedale terrier på. Det blev hængt om halsen på hundeføreren (mig).
Og så stod vi ellers og ventede på, at det blev vores tur.
Emil benyttede sig af ventetiden til at forelske sig i en sød lille aussie-dame, der til gengæld ikke gengældte hans glødende kærlighedserklæringer. Så blev det vores tur - ind - præsenteres og ud igen. Det var det. Jeg havde nu en kraftig fornemmelse af, at det mest var familie og venner, der stod rundt om ringen og kiggede på.
Nåh - nu havde vi tid til at gå og kigge på alt det andet, der jo også var der. Roskilde Dyrskue er jo primært en landbrugsudstilling med alt hvad der måtte findes indenfor landbruget - lige fra små fikse græsslåmaskiner, der selv slår græsset, til kæmpestore potente traktore med dobbeltdæk, satelit-navigering, kaffemaskine og hvad ved jeg.
Og så er der jo alle dyrene.
Vi havde jo vores datter Julie på 9 år med, så vi skulle selvfølgelig hen og se dyrene. Først kiggede vi på fjerkræene. Hønsene kendte Emil godt hjemmefra. Gæssene var en lidt anden snak - de stillede sig op og hvæsede ad ham. Det vidste han ikke rigtigt, hvordan han skulle takle, for de var jo større end vores moskusænder derhjemme. Kalkunhanen kunne tydeligvis heller ikke lide ham, for den blev helt rød i hovedet og pustede sit underlige gevækst op mens den pludrede meget ophidset
Så vi valgte at gå videre til kaninerne. Emil var meget interesseret, så for kaninernes sjælefreds skyld gik vi hastigt videre til fårenes telt. Mange af fårene havde små lam og tillod ikke, at Emil kom tæt på, hvilket han respekterede – man diskuterer ikke med et får med lam, hvis man er en fornuftig hund og indtil nu havde han faktisk opført sig rigtigt fornuftigt.
Videre til næste telt - vi rundede et hjørne og der lå den og hyggede sig mens den tyggede på en klump foder. En fin hvid og brun GED.
Emil stoppede op som ramt af lynet og snusede ind meget kraftigt tre-fire gange. Hvilken duft - hvilken vellugt - hvilken aroma. Og så begyndte han at danse. Han vred og vendte sig - dansede samba, twist og vals - det hele på en gang. Han var totalt euforisk. I over 5 minutter var han totalt væk i sin duftrus og til sidst måtte vi hive ham væk fra geden, der havde taget det hele med ophøjet ro.
Bagefter var han træt – meget træt og nu er det jo så, at jeg har fået alle tiders idé til hundeting-og sager-producenterne – en flaske EAU DE GED. Den skal nok blive et hit.
Anne Rasmussen